Historien om Årø Vingård

Lisbeth og jeg overtog Årø Vingård fra Svend Aage og Laila lige inden høst 2015. Dermed var skiftet fra et travlt arbejde, til at være vinbonde på Årø, en realitet. Ideen til generationsskiftet kom en sommerdag, hvor jeg besøgte Svend Aage på vingården, for at få lidt hjælp til at producere lidt æblecider, men jeg kom hjem til Lisbeth med tilbuddet om at overtage vingården. Sådan et tilbud skal man lige tænke over, men omvendt, hvor tit får man muligheden for at overtage en vingård i Danmark og jo mere vi tænkte over ideen, jo bedre kunne vi se, at de elementer der indgår i livet som vinbonde, faktisk passer perfekt til de ønsker, jeg har til et arbejdsliv.

Men ideen til Årø Vingård går helt tilbage til 2004, hvor Svend Aage besøgte en lille vinbonde i Christiansfeld. Besøget tændte ham i den grad – og han gik i gang med at undersøge, hvad der ville være af krav for at han kunne komme i gang. Den første tanke var blot, at plante nogle planter for at prøve, om det overhovedet kunne lade sig gøre.

I efteråret 2004 blev de første 125 planter købt hos Dansk Vincenter.

Efterhånden som Svend Aage´s viden voksede, og han kom med i Foreningen af Danske Vinavlere, voksede hans interesse og ambitionsniveau – hvorfor ikke lave en rigtig vingård?

Derfor blev der fra 2004 frem til 2007 plantet yderligere vinstokke, så Årø Vingård kom op på i alt 2200 vinstokke. Samtidig blev der indrettet vineri i Svend Aages lade og produktionsudstyr blev indkøbt.

Derfor kunne Årø Vingård åbne for salg af egne vine i 2008, samt åbne gården for besøgende.

Siden da er der gået 7 år med produktion af egne vine, samt en konstant positiv udvikling i antallet af besøgende både til Årø og til vingården. Vingården har i øjeblikket ca. 20.000 besøgende hvert år og vi har i løbet af sæsonen rigtig mange vinsmagninger for grupper eller virksomheder.

Med den voksende interesse for vingården, opstod et andet ”problem”, produktionen var ikke stor nok til, at alle vores gæster kunne smage eller købe de vine de ønskede.

Så samtidig med, at Lisbeth og Jeg overtog vingården, blev der også plantet yderligere 3500 vinstokke. De blev plantet i foråret 2015, men desværre skal der lidt tålmodighed til, så vi kan først høste fra de nye stokke i 2017. Men den oprindelige ide med at fremstille æblecider og vin fra æbler, forsvandt ikke helt. Derfor plantede vi også i alt 1200 æbletræer, så vi i fremtiden også kan producere nogle spændende produkter af æbler.

Ideen med generationsskiftet har hele tiden været, at ”vingården” skulle flytte fra Svend Aage og Lailas ejendom til Rørhave, som vores gård hedder. Samtidig kunne vi godt tænke os, at kunne tilbyde nogle besøgslokaler til vores gæster, der var brugbare hele året rundt. Derfor har vi opført en ny besøgsbygning på Rørhave. Vores nye bygning giver mulighed for at afholde en lang række forskellige arrangementer og modtage gæster i et større antal end det tidligere var muligt. Samtidig fik vi også mulighed for at servere lette frokostretter for vores gæster.

Video thumbnail